Dejligt sofatæppe med striber i vævestrik. Det kan også laves som babytæppe med vævestrik over det hele. Strikket med en grundfarve og 3 kontrastfarver. Her er der brugt akrylgarn. Pinde 4½. |
Sværhedsgrad: Mellem | Tidsforbrug: Mellem | Pinde: 4½
Denne plaid med striber i vævestrik kan nemt gøres til et babytæppe, hvis du udelader de glatstrikkede dele og strikker det hele i vævestrik. Der er også forslag til størrelse på et babytæppe.
Størrelse
Bredde: 81 (102) cm.
Længde: 137 cm.
Babytæppe
Bredde: 56 cm.
Længde: 76 cm.
Materialer
Garn
Jeg har valgt at bruge akrylgarn til denne plaid, fordi det er vaskbart og uproblematisk for allergikere.
- Grundfarve (G): Red Heart Soft (100 % akryl; 234 m/141 g); farve: light grey heather; 4 ngl.
- Kontrastfarve 1 (K1): Red Heart Super Saver (100 % akryl; 333 m/198 g); farve: warm brown; 1 ngl.
- Kontrastfarve 2 (K2): Caron Simply Soft (100 % akryl; 288 m/170 g); farve: bone/pale yellow; 1 ngl.
- Kontrastfarve 3 (K3): Bernat Super Value (100 % akryl; 390 m/197 g); farve: lavender; 1 ngl.
• Anbefalet garn (Rito.dk): Hjertegarn Roma eller
• Anbefalet garn (Rito.dk): Järbo Lady
Strikkepinde
Rundpind 4½ mm (eller den tykkelse, der kræves for at opnå strikkefastheden), 80 cm lang.
Tilbehør
Stoppenål.
Strikkefasthed
22 m/24 p = 10 x 10 cm i glatstrikning.
Strikkefastheden er ikke afgørende.
Forkortelser
G: Grundfarve.
K1: Kontrastfarve 1.
K2: Kontrastfarve 2.
K3: Kontrastfarve 3.
Kommentarer
Jeg brugte lysegrå som baggrundsfarve (G) og de andre tre (K1, K2 og K3) som kontrastfarver. Beslut dig for rækkefølgen af farverne, før du starter.
Du kan lave bredere eller smallere baggrundsstriber og vævestrikstriber, som du ønsker. Eller du kan lave vævestrik over det hele. Lav en strikkeprøve for at se, hvordan strikkefastheden bliver i vævestrik, og dermed hvor stort tæppet bliver.
Vævestrikmønster
Mønster 1 (inkl. retstrikket kant på 10 m i hver side):
- P 1 (vrangs): 10 r, 1 vr, garn tilbage, 1 løst af, garn frem, *3 vr, garn tilbage, 1 løst af, garn frem.* Gent fra * til * til de sidste 11 m, 1 vr, 10 r.
- P 2 (rets): 11 r, 1 løst af, *3 r, 1 løst af.* Gent fra * til * til de sidste 1 m, 11 r.
Mønster 2 (inkl. retstrikket kant på 10 m i hver side):
- P 1 (vrangs): 10 r, 3 vr, *garn tilbage, 1 løst af, garn frem, 3 vr.* Gent fra * til * til de sidste 10 m, 10 r.
- P 2 (rets): 13 r, *1 løst af, 3 r.* Gent fra * til * til de sidste 10 m, 10 r.
Farverækkefølge
- K1: Mønster 1 (2 p)
- K2: Mønster 2 (2 p)
- K3: Mønster 1 (2 p)
- K1: Mønster 2 (2 p)
- K2: Mønster 1 (2 p)
- K3: Mønster 2 (2 p)
Gent disse 12 p.
Kommentarer
- Når du fører garnet bag om de løse masker, så stram det ikke for meget. Det vil få tæppet til at rynke. Prøv at bevare maskernes naturlige bredde. Hvis du strikker stramt, skal du måske lave vævestrikstriberne på et nummer tykkere pinde.
- Når du arb med flere ngl garn på samme tid, er det en stor hjælp at sørge for, at de ikke vikler sig ind i hinanden. Når du skifter farve, så start med at ordne garnnøglerne.
Sådan gør du
Slå 155 m op (til bredde 81 cm) eller 183 m (til bredde 102 cm) med G. Strik frem og tilbage.
- Strik 20 p ret og sæt en markør efter de første 10 m og før de sidste 10 m.
- Skift så til glatstrikning, men bevar de retstrikkede kanter. Strik 18 cm glatstrikning (43 p) eller ønsket længde. Slut med en retp.
- På den næste vrangp starter du farverækkefølgen med K1 (husk de 10 retstrikkede m i begge sider). Gent de 12 p i farverækkefølgen i alt 5 gange (60 p) eller til ønsket længde. Strik så Mønster 1 yderligere 1 gang med K1. Slut med en retp.
Når du skifter farve, så bryd ikke garnet efter de 2 mønsterpinde med hver farve. Bring garnet op langs siden af arb, og hver gang du starter en vrangp, snor du de 2 eller 3 farver en enkelt gang om hinanden. Start derefter på den retstrikkede kant. Dette giver en snoning op langs siden af plaiden (se billede).
- Forts med G og strik Mønster 2 yderligere 2 gange (2 p). Slut med en retp.
- Næste vrangp: Start glatstrikning igen. Husk de retstrikkede kanter.
- Strik 40 p glatstrikning eller ønsket længde. Slut med en retp.
- Skift til K1 igen og strik farverækkefølgen 7 gange = 84 p. Jeg lavede det midterste vævestrikstykke bredere end de 2 andre.
- Strik Mønster 1 med K1 yderligere en gang, således at det vævestrikkede stykke starter og slutter med K1. Slut med en retp.
- Forts med G og strik Mønster 2 (2 p). Slut med en retp.
- Start 40 p glatstrikning (eller ønsket længde) på den næste vrangp. Slut striben med G på en retp.
- Næste vrangp: Start farverækkefølgen endnu en gang med K1. Husk de retstrikkede kantmasker. Gent farverækkefølgen i alt 5 gange (60 p) eller til ønsket længde. Til sidst gent du Mønster 1 endnu en gang med K1 (2 p). Slut med en retp.
- Forts med G og strik Mønster 2 (2 p) endnu en gang. Slut med en retp.
- Næste vrangp: Start 40 p glatstrikning. Husk de retstrikkede kantmasker.
- Strik derefter 19 p retstrikning over hele bredden af plaiden.
Færdiggørelse
Luk af og hæft alle ender.
Jeg blokkede ikke min plaid, da den er strikket af akryl. Men hvis du oplever, at din ruller i kanterne, kan du blokke den forsigtigt.
Om designeren
© 2014 Donna Herron. Original titel Colorful Mosaic Throw or Afghan og Mosaic Baby Blanket. Kun til personlig brug. Hverken opskrift eller færdigstrikket produkt må videresælges. Kontakt Donna.
Oversat af Marianne Holmen med tilladelse af designeren. Translated with permission.
Hej. Hvordan ser det ud på bagsiden? Kan man få det ens på begge sider? Flot tæppe 🙂
Hej Sanne. Jeg ved det ikke. Har ikke strikket det selv, kun oversat opskriften. Men lav en strikkeprøve 🙂 Mh Marianne
Det bliver ikke ens på begge sider, dog bliver bagsiden pæn, det gør den næsten altid i vævestrik.