Finurlig strik

Af Vivian Høxbro (Turbine, 2021).

Anmeldt af Katrine Nordestgaard.

Vivian Høxbro er en af dansk striks grand old ladies. Hun har om nogen været med til at sætte Danmark på det internationale landkort, med flere bøger udgivet på blandt andet engelsk og japansk, og har været foregangskvinde i at bringe teknikker til landet. Blandt andet skyggestrik og dominostrik forbinder mange med hendes navn. 

Nu har hun igen fornyet sig og i samarbejde med sit barnebarn som stil- og farvekonsulent skabt Finurlig strik. Bogen skal læses som en strikkeskole og indeholder 8 forskellige teknikker. Hver teknik er fulgt af to opskrifter, der er lige til at gå til, men bogen lægger i høj grad op til, at man som strikker finder fantasi og kreativitet frem og eksperimenterer sig frem med de nyerhvervede færdigheder. 

Bogens teknikker koncentrerer sig om konstruktion af fladt tekstil. Der er således fokus på nye måder at fremstille tekstil med strik, snarere end det færdige beklædningsstykkes snit. Foruden en del sjaler indeholder bogen et antal trøjer, jakker og bluser, der således alle er i én størrelse. Det er dog ikke af den store betydning, da det i denne bog er teknikkerne, der er i fokus. Teknikkerne er af en vis sværhedsgrad, og selvom der ikke er vejledning til ændring af størrelserne, vil det på mange måder give sig selv, hvordan man skaber sin egen størrelse. 

I disse år vælter det frem med strikkebøger. Af og til får man fornemmelsen af, at et par af dem er overflødige gentagelser. Men ikke denne! Den er nytænkende og anderledes. Den er virkelig interessant læsning for den kreative, rutinerede strikker. Her kommer man ikke til at kede sig. 

194 sider, vejl. pris: 299,95 kr, ISBN: 9788740667844

Læs mere hos Turbine.



Skriv en kommentar