Bæltedyr og den slags

Katrine fabulerer videre om Bæltedyr og Evighedstæppe og får brugt endnu flere garnrester.

Af Katrine Andrea Nordestgaard

Jeg fortsætter min tæppeodyssé med tæppet, der fik navnet ‘Det Døde Bæltedyr’. Har du fulgt med her på bloggen, husker du måske mit eksperiment med ret- og glatstrik, der skulle blive til en form for cardigan eller vest. Det gik egentlig meget godt, men så fik jeg et nyt indfald. Jeg slog op til noget andet og lod Bæltedyret vente. Da jeg trak det frem fra sit skjul, havde det mistet en del af sin stråleglans. Det forekom mig bare klumpet og bøvet! Den slags bliver ‘sat på dødsgangen’… Det vil sige, det ligger og venter på at blive forvandlet til noget andet. 

I mellemtiden var jeg blevet optaget af mit Evighedstæppe, men da det gik så langsomt fremad med det, ‘kom jeg til’ at slå op til et hurtigtæppe; store pinde, tykt garn. Jeg fandt et tæppe i Lærke Baggers bog, der er strikket udelukkende i baner af retriller. Det vidste jeg, jeg ville køre sur i, da det alligevel er en tand FOR kedeligt. Men hun har banerne i forskellig længde, hvilket jeg fandt meget inspirerende. Jeg orkede ikke at tælle mig frem til en ensartet længde på banerne, og jeg syntes jo, at Lærkes forlæg med de forskellige længder fungerede så godt, så den idé gik jeg med. Jeg havde bare ikke taget højde for, at mine baner jo ender i en slags spidser, så nu har tæppet ‘fiskehaler’, der bare blafrer vildt og uregerligt på den ufede måde. Men skidt pyt.

Jeg tog en tur rundt på Ravelry og fandt Northeasterly, der er en købeopskrift. Jeg tænker, mange strikkere som jeg også kan se sig ud af at regne den ud, så jeg købte den ikke, men af samme årsag kommer jeg heller ikke til at svare på, hvordan jeg har lavet tæppet. 

I stedet kan jeg fortælle, at jeg har tilgået garn- og farvevalg på en for mig ny måde. Jeg har på ingen måde fået tygget mig igennem den gigantiske arv fra Marianne, og det er en sand fryd at kunne shoppe i sit lager til sådan et projekt. Jeg fandt et par poser med nogle virkelig ukurante rester, både i farve, materiale og tykkelse. Jeg tvivler på, de er fra Marianne, da alt hendes er sirligt sorteret, men jeg har været så usandsynligt heldig at arve fra flere, og kan egentlig godt lide at blande det hele på den måde. De poser blev udgangspunket. Der var ingen rigtig rød tråd i noget, men det gav sig selv, at jeg måtte have det tykkeste garn som udgangspunkt. Det tynde har jeg lagt sammen med op til 5 tråde ad gangen. Der var ikke nok til et tæppe, så jeg måtte i gemmerne igen og se, hvad jeg kunne hitte. Der fandt jeg en del af det tykke, og farveholdningen viste sig at passe meget godt til de øvrige poser: spraglet. Hvis man kniber øjnene godt sammen og virkelig ønsker at finde det, så har tæppet en form for farveholdning. Jeg endte i mit ‘gamle’ lager (ja! jeg har virkelig meget garn rundt omkring i huset!) og endte med at tage noget af det, jeg ellers ville have valgt sidst. Det ‘grimme’ garn. 

Således endte jeg faktisk med at få brugt en masse garn, jeg ellers ville gå udenom eller tage til sidst. Yndlingsgarnet er sparet og ligger stadig og venter på en god idé. 

Midt henne i tæppet slog det mig: BÆLTEDYRET! Og fluks fik det døde projekt nyt liv i tæppet. Jeg pillede det op og viklede det i nøgler, så man tydeligt kan se, hvor det er i tæppet. Det kan jeg godt lide. 

Jeg har bundet meget synlige knuder og vippet dem om på bagsiden, efter Lærke Baggers anvisninger. Jeg synes faktisk, det ser lige lovligt rodet ud, men det må gå an til dette tæppe. Det er et brugstæppe, som jeg ikke er så øm overfor, og selv familiens evige strikkeskeptiker er glad for det og bruger det dagligt. Så helt tosset er det vist ikke alligevel.

Det er altid hyggeligt at læse kommentarer, så skriv endelig, hvis du har noget på hjerte. For eksempel vil jeg gerne høre, om der er andre end mig, der strikker noget, de egentlig synes er grimt, men ender med at være glad for alligevel. 



Skriv en kommentar