Af Linka Neumann
Oversat fra norsk af Rachel Søgaard (Turbine 2020).
Anmeldt af Katrine Nordestgaard.
Linka Neumann har kun strikket i 4 år, men det til trods har hun her begået en virkelig gedigen strikkebog.
Vildmarkssweatre er fuld af lækkert strik i en stil, der lægger sig op ad det traditionelle nordiske, men samtidig er helt sin egen. Trøjerne er med rundt bærestykke eller påsatte ærmer. Alle med mønsterstrik, hvoraf en del er inspireret af de hunde, der er en stor del af forfatterens liv. Farverne er klarere, end vi er vant til i det klassiske skandinaviske, men stadig i en skala, der passer til livet i nord.
Bogens modeller er strikket i norsk og islandsk ubehandlet garn, og i tillæg til det smukke, æstetiske udtryk er der lagt vægt på brugbarhed, slidstyrke og vejrbestandighed. Disse sweatre er designet til at blive brugt i naturen!
Bogen rummer en enkelt trøje til børn og et pandebånd, men derudover er det udelukkende voksensweatre, der gives opskrifter til. Alle modeller er unisex, men med anvisning til justering af ærmelængde, så de passer til både mænds og kvinders armlængde. En stor del af modellerne er lavet i henholdsvist en model i tyndt garn, en model i sweatergarn og en “polar” version, hvilket gør det muligt at strikke trøjen i en tykkelse, der passer til formålet.
En del af modellerne er strikket på pinde 6, og den hurtige strikker har snart en sweater klar i tide til detn danske efterår.
144 sider, vejl. pris: 249,95 kr, ISBN: 9788740663587