Dejlig halsvarmer strikket i 2 tråde i en kombination af retstrikkede og glatstrikkede felter. Den er ikke svær, og begyndere kan sagtens være med. Her strikket i uld og mohair/silke på pinde 3 mm. |
Sværhedsgrad: Nem | Tidsforbrug: Lavt | Pinde: 3
Retstrikning og glatstrikning har forskellig strikkefasthed. Det kan skabe problemer, men her har jeg prøvet at bruge det med vilje til at forme denne halsvarmer. Den øverste del er smallere end den nederste, hvilket giver en lun hals, der dog ikke kvæler dig.
Halsvarmeren strikkes med 2 tråde holdt sammen: 1 tråd strømpegarn og 1 tråd silke/mohair. Du kan vælge 2 farver, der ligger tæt på hinanden som i eksemplet, eller 2 forskellige farver, der gør den mere broget. Du kan også bruge farveskiftegarn.
Du starter med et foreløbigt opslag. Derefter strikker du rundt i et langt rør. Til slut lukker du af for maskerne sammen med maskerne fra det foreløbige opslag. Du skal bruge aflukning med 3 pinde, hvis du ønsker en tydelig søm midt bagpå (som vist i eksemplet), eller maskesting, så sømmen ikke ses.
Størrelse
One size.
Mål
Omkreds: 64 cm forneden, 58 cm foroven.
Højde: 21 cm.
Materialer
Garn
(G1) Frida Fuchs Steppke Single (100 % uld; 366 m/100 g); farve: Kurkuma; 1 ngl.
(G2) Frida Fuchs Fiffi Lace (72 % mohair, 28 % silke; 420 m/50 g); farve: Curry; 1 ngl.
Bemærk: De 2 tråde holdes sammen hele vejen.
G1: Anbefalet garn (Rito.dk): Lana Grossa Cool Wool Melange
G2: Anbefalet garn (Rito.dk): Lana Grossa Silkhair Unicolor
Strikkepinde
Rundpind 3 mm, 40 cm, eller mindst 80 cm til magic loop. I stedet kan du bruge strømpepinde 3 mm på mindst 20 cm.
Ekstra rundpind 3 mm, 40 cm, eller ekstra sæt strømpepinde 3 mm, mindst 20 cm (til aflukning med 3 p eller maskesting).
Brug altid den pindetykkelse, der kræves for at opnå strikkefastheden.
Tilbehør
Hæklenål 3 mm til foreløbigt opslag.
Glat garnrest til foreløbigt opslag.
Maskemarkører.
Stoppenål.
Strikkefasthed
24 m/32 omg = 10 x 10 cm i glatstrikning med 2 tråde holdt sammen.
Forkortelser
G1: Grundfarve 1.
G2: Grundfarve 2.
Teknikker
Foreløbigt opslag: Også kaldet usynligt eller midlertidigt opslag. Et opslag med en garnrest i en anden farve, der kan trækkes ud igen, så man kan strikke den anden vej. Bruges, når noget skal være ens i begge ender, eller man ønsker at tilføje fx en ribkant. Se fx her.
Aflukning med 3 pinde: Kaldes også Sammenstrikning. Se fx her.
Maskesting: Bruges til at sy to strikkeflader sammen med. Syningen ser ud som masker. Se her eller her.
Broderi med dobbeltmaske: Se her.
Sådan gør du
- Slå 100 m op på en garnrest med foreløbigt opslag.
- Sæt en markør, hold G1 og G2 sammen og strik rundt herfra.
Bemærk: De 2 tråde holdes sammen hele vejen.
- Strik 70 omg i glatstrikning (alle m ret) = ca. 21 cm.
- Næste omg: Strik 25 r, sæt markør, strik 50 vr, sæt markør, strik ret omg ud.
- Mønsteromg 1: Ret.
- Mønsteromg 2: Strik ret til første markør, strik vr til anden markør, strik ret omg ud.
- Gent de sidste 2 omg yderligere 33 gange, til du har 35 retriller.
- Strik 70 omg glatstrikning (alle m ret) eller samme længde som første glatstrikkede del (21 cm).
- Fjern de 2 markører, du satte som markering af start og slut på den retstrikkede sektion. Bryd ikke de 2 tråde.
- Hæft alle løse ender inde i røret, inkl. garnenderne fra det foreløbige opslag.
- Fjern garnresten og sæt maskerne fra det foreløbige opslag på en ekstra rundpind eller strømpepinde.
- Saml de 2 kanter med en aflukning med 3 pinde med rets udad og vrangs mod hinanden.
Færdiggørelse
- Hæft evt. løse ender.
- Læg halsvarmeren i blød i lunkent vand med lidt mild sæbe eller shampoo.
- Skyl den i lunkent vand og fjern overskydende vand med et håndklæde.
- Læg den på et tørt håndklæde og træk den forsigtigt i facon.
- Stræk ikke den retstrikkede del for meget.
- Lad den tørre fladt. Vend den undervejs, så den anden side også tørrer pænt.
- Halsvarmeren er smallere på den retstrikkede side, som er toppen.
- Hvis mohairen er faldet sammen under tørringen, kan du ryste den forsigtigt.
Om designeren
© 2023 Simone Bechtold. Original titel Yellow Brick Cowl. Udgivet i Knitty Winter 2023. Fotos: Sebastian Worm. Kun til personlig brug. Hverken opskrift eller færdigstrikket produkt må videresælges Kontakt Simone på mail eller på Ravelry eller Instagram.
Oversat af Marianne Holmen med tilladelse. Translated with permission.