...
Hjem » Strikkebøger » Ull – Strik fra Færøerne

Ull – Strik fra Færøerne

Anmeldelse af Ull – Strik fra Færøerne af Navia

Af Navia.
(Bogoo 2023).

Anmeldt af Katrine Nordestgaard.

Til min overraskelse har den færøske garnproducent Navia ikke været på markedet i mere end 20 år. I mit hoved havde de, indtil jeg sad med denne bog i hænderne, status af at være ‘en af de veletablerede, gamle nordiske producenter’. Jeg stryger ‘gamle’ af listen, men fastholder resten. Navia er nordisk garn og strikketradition. 

Navia fejrer den runde fødselsdag med en bog, der indeholder såvel historien om Navia, baggrundsviden om uldproduktion og strik på Færøerne samt 28 opskrifter på blandt andet sweatre, cardigans, T-shirts og babytøj. Det særlige ved Navias opskrifter er, at en del af dem udspringer af strikkekonkurrencer, firmaet har afholdt og derefter omsat til opskrifter. 

Har man læst en del af undertegnedes anmeldelser, vil man nok vide, at størrelsesinklusion er en kæphest. Det er mit eget lille oprør som repræsentant for de tykke damer at blive ved med at gøre opmærksom på, når en bog ikke konsekvent indeholder opskrifter, jeg kan være i. I indeværende bogs tilfælde er det virkelig en skam, at jeg igen kun kan strikke med på tilbehørsopskrifterne, for der er virkelig mange lækre bluser og sweatre i bogen. 

196 sider, vejl. pris: 299,95 kr, ISBN: 9788794446334

Skriv en kommentar