...
Hjem » Artikler » Købt eller gratis

Købt eller gratis

Katrine skriver her om valget mellem gratis opskrifter eller købeopskrifter.

 

Aktuelt strikketøj efter dyrtkøbt opskrift. Den findes her og er kun på engelsk.

Af Katrine Nordestgaard

Jeg orienterer mig i en del strikkegrupper på Facebook. En dag faldt jeg over et opslag fra en strikker, der efterlyste en bestemt slags opskrift og sluttede sit opslag med at understrege, at den IKKE måtte være gratis. Det undrede mig nok til at gøre noget, jeg ellers sjældent gør: Jeg gik ind i en facebookdebat!

Jeg var simpelthen alt for nysgerrig efter at vide, hvor en så massiv modstand mod gratis opskrifter stammede fra. Jeg har jo været med på strikkeglad.dk i nogen tid og kunne simpelhen ikke lige greje, hvorfor man kan være imod fx os?

Det viste sig, at damen ikke kendte os, men baserede sin modvilje på et stort garnfirmas gratis opskrifter. Hun syntes, der var for mange fejl, og at de lå alt for tæt på købte designs. Det er en holdning, jeg har mødt før, og jeg kender en del små designere, der synes, det er lige rigeligt op ad bakke i modvind at designe, når deres designs ret tydeligt kan ses i en gratis version efter få måneder, på store firmaers sider. Så den holdning deler jeg egentlig. Og så alligevel ikke. For der er rigtig mange vinkler på den, også flere, end jeg lige kan uddybe her, og alle designs har jo samme udgangspunkt: ret, vrang, indtagning og udtagning i forskellige kombinationer. Hvis man har lyst til at orientere sig i debatten, så er Instagram et godt sted at kigge.  

Jeg ved, at en del af de opskrifter, vi udgiver, er opskrifter fra små, selvstændige designere, der bruger gratis opskrifter som en del af deres markedsføringsstrategi, og på den måde støtter man faktisk deres arbejde ved at strikke deres gratis opskrifter. Det kan jeg rigtig godt lide. 

Faktisk strikker jeg lige gerne efter en gratis opskrift som efter en købt. Jeg skeler ikke til prisen, når jeg finder en opskrift, jeg gerne vil have, og strikker lige nu på en cardigan, hvor opskriften alene har kostet lige i underkanten af 100 kr. Jeg strikker denne gang i dyrt garn, jeg selv har farvet, og opskriften var nøjagtig den, jeg har ledt efter. Så må den bare koste det, den koster! Andre gange strikker jeg med lige stor iver efter en gratis opskrift. Når jeg altså følger en opskrift, for det er bestemt ikke altid, jeg gør det. 

Nu er jeg spændt på at høre, hvilke tanker vores læsere gør sig om at bruge gratis opskrifter?

4 kommentarer til “Købt eller gratis”

  1. jag tycker som du, är det något jag vill sticka så spelar det ingen roll om beskrivningen kostar en hundring, det finns åxå många fina beskrivningar här på sidan å det är jag glad för

    Svar
    • Hej Marianne!
      Ja, man begrænser lidt sig selv, hvis man KUN vil strikke efter købt eller gratis opskrift. Der er så meget godt i begge verdener.

      MVH
      Katrine

      Svar
  2. Kan kun give dig ret. Tænker at designere som lave gratis opskrifter også lave betalingsopskrifter. Når man har brugt en af deres gratis opskrifter har men måske lyst til mere af samme designer og derved tjener de så lønnen hjem. Jeg betaler også gerne for en opskrift, hvis den tiltaler mig. Men bruger da også opskrifter der er gratis. Dog kan det nogen gange være svært at se om de gratis opskrifter er originaler eller en efterligning, her tænker jeg især på den populære børnehue “Pixie”. Den findes efterhånden i mange udgaver, både gratis og betaling. Men generelt tænker jeg der skal være plads til alle og så må vi jo som forbruger gøre op med hvad vi er mest til.

    Svar
    • Hej Monika!
      Ja, man skal se sig lidt for, men det skal man jo alle steder. Apropos Pixiehuen, så så jeg for noget tid siden, at en strikket polo T-shirt blev in. Det er jo et klassisk design fra den syede industri, og mange designere lavede deres version. Der opstod blandt følgere så en lidt heftig debat om kopiering, og dér synes jeg bare, vi skal passe på, ikke at gå i alt for små sko. Der er SÅ meget, der er opfundet før, lad nu folk komme med deres eget bud på det. 🙂 Lev og lad leve, også i strik

      MVH
      Katrine

      Svar

Skriv en kommentar