| Rummelig taske til biblioteksbesøg, indkøb, strikketøj, osv. De 4 dyrefigurer er lavet i glatstrikning i dobbeltstrik. Bagsiden er i vævestrik (linnedstrik). Her strikket i alpaca og blandingsgarn (alternativt i uld) på pinde 3 (eller 3½) og 4½ mm. |
Sværhedsgrad: Mellem | Tidsforbrug: Mellem | Pinde: 3, 3½, 4½
Stadsmusikanterne fra Bremen var mit yndlingseventyr som barn. De fire dyr, der er hovedpersoner i eventyret, har jeg prøvet at gengive her som dekoration på tasken. De strikkes med dobbeltstrik.
Der er brugt 2 forskellige typer garn til tasken: Sort alpaca og et blandingsgarn med uld som kontrastfarve. Garnet er hjemmespundet, men der er forslag til færdigkøbt garn.
Forsiden af tasken er i dobbeltstrik for at undgå de lange tråde på bagsiden. Det gør også tasken vendbar. Resten af tasken er strikket i vævestrik for at gøre den mere stabil og mindre elastisk.
Størrelse
One size.
Mål
Bredde: 23½ cm.
Højde: 30½ cm.
Dybde: 4 cm.
Stroplængde: 71 cm (kan justeres).
Materialer
Garn
Hjemmespundet garn:
(G) 100 % alpaca; farve: sort.
(K) Esther’s Place Fibers (merinould, bambus, silke, Angelina, pluckyfluff; crazy batt); farve: speciallavet.
Garnforbrug: (G) 260 m; (K) 88 m.
Købegarn (alternativer):
(G) Cascade 220 Sport Yarn (100 % højlandsuld; 150 m/50 g); farve: Jet; 3 ngl.
(K) Freia Fine Handpaints Ombre Sport Yarn (100 % uld; 198 m/75 g); farve: Metropolis; 1 ngl.
Se Strikkeglads forslag til erstatningsgarn her
Strikkeglad er gratis for dig, men ikke for os. Støt os, så vi kan fortsætte.
Du kan fx støtte Strikkeglad, når du bruger de forslag til erstatningsgarn, som vi udarbejder.
Hjælp os med at udarbejde garnalternativer og i øvrigt med at holde Strikkeglad.dk kørende. Indbetal et valgfrit beløb til MobilePay 8871UK – gerne mindst kr. 20.
Her er vores garnalternativ:
Strikkepinde
Jumperpinde 3 eller 3½ mm.
2 rundpinde 3 eller 3½ mm, 60 cm.
Jumperpinde 4½ mm.
Strømpepinde 4½ mm.
Det er vigtigt at vælge den pindetykkelse, der kræves for at opnå strikkefastheden.
Tilbehør
Stoppenål.
Nåle til blokning.
Evt. blokningsplade.
Strikkefasthed
24 m/31 p = 10 x 10 cm i glatstrikket dobbeltstrik, blokket.
26 m/40 p = 10 x 10 cm i vævestrik, blokket.
Kommentarer
Forsiden af tasken strikkes i dobbeltstrik. Bagsiden, siderne, bunden og stroppen strikkes i vævestrik (linnedstrik).
Teknikker
Aflukning med 3 pinde: Kaldes også sammenstrikning. Se fx her.
Dobbeltstrik: Bruges til flerfarvede ting, der skal være vendbare. Hver anden m hører til på den ene side af arb, hver anden på den anden side.
Hver maske i diagrammet repræsenterer 2 m – en retm på den side, der vender mod dig, og en vrangm på den anden side.
På ulige p: Hvis masken er markeret som G, strikker du 1 r G, 1 vr K. Hvis masken er markeret som K, strikker du 1 r K, 1 r G.
På lige p: Her byttes om på G og K. Det giver et vendbart resultat, hvor farverne er byttet om på bagsiden. Det betyder i realiteten, at du samtidig strikker 2 stykker, der forbindes mellem lagene, når farverne skifter. Det er derfor vigtigt at sno trådene i starten af hver p. Ellers vil kanterne ikke være forbundet.
Kabelopslag: Se her (under Opslagning).
Vævestrik (linnedstrik over et lige maskeantal)
- P 1 (rets): *1 r, 1 løst af som vr med garnet foran*. Gent fra * til * pinden ud.
- P 2 (vrangs): *1 vr, 1 løst af som vr med garnet bagved*. Gent fra * til * pinden ud.
- Gent p 1-2.
Forkortelser
G: Grundfarve.
K: Kontrastfarve.
Diagram til forsiden
Sådan gør du
Forside
Med de tykke jumperpinde slår du 55 m op med G.
Skift til de tynde jumperpinde.
- Startp (rets): *Strik i forreste lænke af masken med K, strik i bageste lænke af masken med G*. Gent fra * til * pinden ud = 110 m. Denne startp giver en fastere kant.
- Næste p (vrangs): *1 r G, 1 vr K*. Gent fra * til * pinden ud.
- Næste p (rets): Start p 1-89 af diagrammet.
- Luk af på vrangs således: 1 r, *2 r sm, træk den løse m over*. Gent fra * til * pinden ud.
Bryd garnet med en ende på 15 cm. Luk af for den sidste m. Blok arb i de rette mål.
Bagside
Med de tykke jumperpinde slår du 60 m op med G. Strik vævestrik, til bagsiden måler ca. 30 cm eller samme længde som på forstykket.
Luk af i vævestrik på næste retp. Lad den sidste m sidde på pinden.
Strop
- Med den tynde rundpind samler du de 60 ”vrangbuler” op langs den lange side på bagsiden ved siden af den tilbageværende maske. Med den anden tynde rundpind samler du 60 m op (ca. 2 for hver 3 p) langs højre side af forstykket.
Bemærk: Hvis din strikkefasthed er anderledes, så brug strikkefastheden for din vævestrik til at afgøre, hvor mange m du skal samle op langs siderne.
- Flyt den enlige m fra hjørnet af bagsiden over på den tykke strømpepind. Slå yderligere 11 m op med kabelopslag = 12 m i alt. Vend ikke arb. Flyt den første m fra forstykket til strømpepinden.
- Start med en retp og strik vævestrik. Strik stroppen sm med tasken ved at strikke første m på hver p sm med en m fra tasken, på retp som 2 r sm, på vrangp som 2 vr sm.
- Når du når det nederste hjørne på tasken, samler du 55 m op langs nederste kant og forts i vævestrik. Strik det sm med tasken som før.
- Når du når til næste hjørne, samler du 60 ”vrangbuler” op langs den anden side af bagsiden og 60 m (ca. 2 m for hver 3 p) fra den anden side af forstykket. Forts i vævestrik og strik det sm med tasken som før.
- Når alle 3 sider er gjort fast, forts du med 71 cm i vævestrik, eller til ønsket længde.
- Saml 12 m op fra stroppens opslagskant og luk enderne med aflukning med 3 pinde på indersiden.
Bryd garnet med en ende på 15 cm.
Færdiggørelse
Hæft alle ender. Blok tasken i de rette mål. Brug evt. en æske eller beholder til at lade den tørre over for at holde målene.
Om designeren
© 2019 Stefanie Johnson. Original titel Bremen Library Bag. Trykt i Knitty First Fall 2019. Kun til personlig brug. Hverken opskrift eller færdigstrikket produkt må videresælges. Kontakt Stefanie.
Oversat af Marianne Holmen med tilladelse af designeren. Translated with permission.




