Meget anvendelig lille taske med krydsstrop i vævestrik. Stroppen går gennem et rør. Tasken har en flap til lukning. Her er den strikket i 100 % økologisk bomuld på pinde 4 og 5 mm. |
Sværhedsgrad: Mellem | Tidsforbrug: Mellem | Pinde: 4, 5
Af Hiromi Glover for Purl Soho
(This pattern is brought to you by Purl Soho. The pattern is copyrighted with all rights reserved. Neither this pattern nor goods made from this pattern may be sold. The original pattern is at Crossbody Pocket Bag. It has been translated from English into Danish by Marianne Holmen. Purl Soho is unable to verify the accuracy of this translation, but if you have any questions, we’re always happy to answer in English at www.purlsoho.com)
Denne lille taske startes med en flad rektangel i vævestrik til bund. Derefter strikker du masker op i hele kanten og strikker så rundt i vævestrik til kroppen.
Herefter slår du op til et smart stroprør, som laves separat, hvorefter du fastgør det til kroppen, så du får en lille ”kanal”, som stroppen senere skal igennem. Derefter laver du en flap til at lukke tasken med, og til sidst laver du stroppen, som samles med en aflukning med 3 pinde.
Størrelse
Omkreds: 51 cm.
Højde: 14½ cm.
Bund: Bredde 7½ cm x længde 19 cm.
Stropbredde: 3 cm.
Stroplængde: 112 cm.
Materialer
Garn
Purl Soho Sunshower Cotton (100 % økologisk bomuld; 145 m/100 g); garnforbrug ca. 242 m; farver: Wood Thrush og Rain Storm; 2 ngl.
• Anbefalet garn (Mayflower.dk): Mayflower Cotton 8/8
Strikkepinde
Rundpind 5 mm, 60 cm.
Rundpind 5 mm, 40 cm.
Rundpind 4 mm, 40 cm eller længere.
Tilbehør
Maskemarkører, hvoraf en skal være afvigende.
Hæklenål.
Garnrest.
Strikkefasthed
22 m and 40 p = 10 x 10 cm i vævestrik på de tykke p.
Teknikker
Foreløbigt opslag: Også kaldet usynligt eller midlertidigt opslag. Et opslag med en garnrest i en anden farve, der kan trækkes ud igen, så man kan strikke den anden vej. Se video her.
Løse masker: Alle m tages løst af som vr, hvis ikke andet er nævnt.
Mønstre
Vævestrik strikket frem og tilbage
Strikkes over et lige antal m.
- P 1 (vrangs): 1 løst af som ret med garnet foran, *1 vr, 1 løst af med garnet bagved*. Gent fra * til * til sidste m, 1 r.
- P 2 (rets): 1 løst af med garnet foran, *1 r, 1 løst af med garnet foran*. Gent fra * til * til sidste m, 1 r.
Gent p 1-2.
Vævestrik strikket rundt
Strikkes over et lige antal m + 1.
- Omg 1: *1 r, 1 løst af med garnet foran*. Gent fra * til * til sidste m, 1 r.
- Omg 2: *1 løst af med garnet foran, 1 r*. Gent fra * til * til sidste m, 1 løst af med garnet foran.
- Gent omg 1-2.
Sådan gør du
Bund
- Med foreløbigt opslag slår du 16 m op på den lange rundpind 60 cm.
- Strik p 1-2 af vævestrik strikket frem og tilbage, til arb måler 19 cm fra opslagskanten. Slut med p 2.
- Bryd ikke garnet.
Krop
- Startp: Med rets vendt mod dig og stadig den tykke rundpind 60 cm drejer du arb 90 grader med uret og strikker 39 m op langs kanten = 55 m.
- Drej arb 90 grader med uret og fjern forsigtigt garnresten fra det foreløbige opslag. Start i det venstre hjørne og sæt de 16 opslagsmasker over på venstre p, strik derefter 10 opslagsmasker, sæt markør og strik 6 opslagsmasker = 71 m.
- Drej arb 90 grader med uret og strik 38 op langs den sidste kant = 109 m.
- Sæt den afvigende markør og strik rundt herfra.
Forts rundt
- Skift til den tykke rundpind 40 cm.
- Strik omg 1-2 af vævestrik strikket rundt, til arb måler 10 cm fra opsamlingskanten. Slut med omg 2.
- Læg arb til side.
Strik stroprør
- Med foreløbigt opslag slår du 50 m op på den tykke rundpind 60 cm.
- Strik p 1-2 af vævestrik strikket frem og tilbage, til arb måler 4 cm fra opslagskanten. Slut med p 2.
- Bryd garnet.
- Fjern forsigtigt garnresten fra det foreløbige opslag og sæt maskerne på den tynde rundpind 40 cm (50 opslagsmasker og 50 arbejdsmasker på hver sine pinde).
- Læg arb til side.
Sæt stroprøret fast
- Gå tilbage til kroppen.
- Startomg (delvis omg): Fjern den afvigende markør, (1 r, 1 løst af med garnet foran) x 3, sæt markør igen, strik mønster til næste markør, flyt markør = 50 m tilbage til omgangsslut.
- Vend stroprøret sådan, at vrangs vender mod dig, og den tynde rundpind (dvs. opslagskanten) er foran og parallel med den venstre arbejdsp.
- Med den højre arbejdsp *strikker du den første stroprørsmaske sm med den næste kropsmaske*. Gent fra * til * omg ud.
Forts krop
- Start med omg 2 og strik vævestrik rundt, til arb er ca. 4 cm fra bunden af den fastgjorte del af stroprøret. Slut med omg 2.
Sæt resten af stroprøret fast
- Startomg (delvis omg): *1 r, 1 løst af med garnet foran*. Gent fra * til * til sidste m før næste markør, 1 r.
- Fold stroprøret opad, så rets af det vender mod dig, og pinden er parallelle med pinden med stroprøret forrest.
- Med højre arbejdsp *strikker du første m i stroprøret sm med den næste kropsmaske*. Gent fra * til * omg ud.
- Strik omg 2 vævestrik strikket rundt 1 gang.
Flap
- Startomg: 1 r, 1 løst af med garnet foran, luk af for 55 m som ret, strik ret til næste markør, fjern markør, *1 løst af med garnet foran, 1 r*. Gent fra * til *omg ud, fjern den afvigende markør, 1 løst af med garnet foran, 1 r. Vend = 54 m tilbage.
- Start med p 1 og strik vævestrik frem og tilbage, til flappen måler 11½ cm fra startomg. Slut med p 1.
- Luk løst af som ret.
- Hæft alle løse ender.
Strop
- Slå 8 m op på de tynde p med foreløbigt opslag.
- Strik p 1-2 af vævestrik frem og tilbage, til arb måler 112 cm (eller ønsket længde) fra opslagskanten. Slut med p 1.
- Bryd garnet med en ende på 60 cm til aflukning.
Bemærk: Hvis du ønsker det, kan du sætte stropmaskerne på en garnrest og blokke krop og strop hver for sig, før du syr dem sammen. Når de er blokket, sætter du stropmaskerne tilbage på den tynde p.
- Stik opslagsenden af stroppen gennem stroprøret.
- Fjern forsigtigt garnresten fra det foreløbige opslag og sæt maskerne i højre ende af arbejdspinden.
- Sørg for ikke at dreje stroppen. Hold pindene parallelt, så retsiderne af stroppen vender mod hinanden og arbejdsgarnet kommer fra bageste p.
- Luk af for de sidste m med de tykke p og aflukning med 3 pinde.
Færdiggørelse
Hæft alle løse ender og vend stroppen, så sømmen er inde i stroprøret og vrangsiden af stroppen ligger ind mod kroppen, når du går med tasken.
Om designeren
© 2023 Purl Soho. Original titel Crossbody Pocket Bag. Kun til personlig brug. Hverken opskrift eller færdigstrikket produkt må videresælges. Kontakt Purl Soho via Ravelry eller på www.purlsoho.com.
Oversat af Marianne Holmen med tilladelse af Purl Soho. Translated with permission.