Vævestrikkede linjer
En enkel, tofarvet og utroligt smuk halsvarmer i linnedstrik – en særlig form for vævestrik, der giver en fantastisk visuel tekstur og ligner et vævet stof. Selvom linnedstrik tager lidt længere tid end almindelig ret- og vrangstrik, er det fuldstændig indsatsen værd!
Det flotte mønster er vendbart og tager sig lige så smukt ud på vrangsiden som på retsiden. Samtidig er designet yderst fleksibelt, da det er let at regulere både højden og omkredsen, så pasformen bliver præcis, som du ønsker. Den viste model er strikket på pinde 5 mm i en blød kvalitet af uld, alpaka og silke, men mange garntyper kan bruges med et skønt resultat. Et ualmindeligt lækkert projekt!
Beskrivelse
Enkel, tofarvet halsvarmer i linnedstrik, der ser ud, som om det er vævet. Mønstret kan bruges på begge sider, og størrelsen er nem at justere.
Størrelser
Kort version: 16½ x 61 cm.
Lang version: 16½ x 137 cm.
Garn
Splendid fra Little Fox Yarn (40 % babyalpaca, 40 % merinould, 20 % silke; 230 m/ 100g ): 1 ngl hver af 2 farver.
Her vist i farve A: Vardo (blågrøn), farve B: Aspen’s Quake (grøn).
Al slags garn i DK-vægt kan bruges. Garnforbrug ca. 137 (320) m.
Strikkepinde
Rundpind 5 mm eller den tykkelse, der kræves for at opnå strikkefastheden.
Tilbehør
Maskemarkør til at markere omgangsstart.
Strikkefasthed
22½ m = 10 cm i linnedstrik.
Mønster
- Omg 1: *1 r, tag 1 løst af som vr med garnet foran*. Gent til der er 1 m tilbage, 1 r.
- Omg 2: *tag 1 løst af som vr med garnet foran, 1 r*. Gent til der er 1 m tilbage, 1 løst af.
Slå 121 (275) m op i farve A. Pas på ikke at dreje maskerne. Sæt en markør og strik rundt herfra.
Strik 1 omg ret.
- Næste omg: Start linnedstrik. Strik mønstrets 2 omg hele tiden og følg farveskiftene (se også diagram):
- Strik 6 omg i mønster: Farve A.
- Strik 12 omg i mønster: Skiftevis farve B og farve A.
- Strik 6 omg i mønster: Farve B.
- Strik 12 omg i mønster: Skiftevis farve A og farve B.
- Strik 6 omg i mønster: Farve A.
- Strik 12 omg i mønster: Skiftevis farve B og farve A.
- Strik 6 omg i mønster: Farve B.
- Strik 12 omg i mønster: Skiftevis farve A og farve B.
- Strik 6 omg i mønster: Farve A.
Luk løst af for alle m i farve A.
Tegnforklaring til diagram
Færdiggørelse
Hæft alle ender.
Blok arb let.
Om designeren
© 2017 Aimee Sulser. Original titel Woven Lines. Kun til personlig brug. Hverken opskrift eller færdigstrikket produkt må videresælges. Kontakt Aimee.
Oversat af Marianne Holmen med tilladelse af designeren. Translated with permission.
Vær den første til at strikke denne! 💪

