Der findes utroligt mange forskellige typer strikkegarn, så her er en oversigt over de mest brugte. Der står også lidt om ensfarvet og flerfarvet garn, om strikkefasthed, løbelængde, pindestørrelser og erstatning af en type garn med en anden. |
Læs om:
Garnkvaliteter
Strikkegarn laves af enten naturlige eller syntetiske fibre, der spindes. Det meste strikkegarn laves af bomuld eller akryl. Derefter kommer uld og silke. Her er en oversigt over garnkvaliteter:
Uld (spundet)
Det, vi normalt kalder uld, er fåreuld eller lammeuld. Det er elastisk og indgår derfor i en række garnblandinger. Det er varmt og let vandafvisende, så der skal en del til for, at man bliver gennemblødt, når man har uld på. Det er godt til at transportere fugt væk fra kroppen. Det må ikke vaskes for varmt, da det har tendens til at krympe. Derfor er det også godt at filte. Det er taknemmeligt at strikke med, da fibrene griber ind i hinanden og giver en ensartet strikning.
Specielle former for uld:
- Alpaca: Uld fra en alpaca-lama. Meget blødt og som regel i den dyre ende. Kan dog efterhånden fås til rimelige priser. Uden lanolin, så uldallergikere kan måske tåle det. Regulerer kropstemperaturen, da det er hult. Ikke så godt at filte som fåreuld.
- Angora: Kommer fra angorakaninen. Det er meget blødt og loddent garn, som fælder en del. Ret dyrt. Det er ikke så elastisk, så det blandes ofte med andre fibre. Skal håndvaskes.
- Cashmere: Kommer fra en ged, som ikke findes i Europa. Dyrt, blødt og lækkert – absolut luksusgarn. Skal håndvaskes.
- Merinould: Stammer fra merinofåret. Meget brugt uld til strikning af tøj. Ret blødt. Det har en stærk tendens til at ulde.
- Mohair: Uld fra angorageden. Det er “langhåret” med en flot glans, men fnugger desværre en del. Fra unge geder hedder det Kid Mohair. Skal håndvaskes.
- Superwash: Uld, der kan vaskes i vaskemaskine, fordi fibrene er overtrukket med en tynd plastichinde . Det kan ikke filtes. Meget brugt til sokker, da det er blødt.
Uld (uspundet)
Pladegarn
Uldblandinger
Blandinger med syntetiske fibre styrker garnet og er ofte billigere end ren uld.De almindeligste er uld med nylon/polyamid (strømpegarn), uld med alpaca og uld med bomuld. De har hver især fordele, som ren uld ikke har. Nylon/polyamid er stærkere end ren uld, alpaca er blødere end ren uld, og bomuld giver ulden lethed og kølighed.
Bomuld
Føles køligt mod huden i modsætning til uld. Bomuld er uelastisk, så det laves ofte i blandinger med andre garntyper for ikke at blive for tungt og hårdt. Det kan vaskes i maskine, er billigt og holdbart.
- Merceriseret bomuld: Bomuldsgarn med glans. Det er spundet af mange tråde, som kan gøre det svært at strikke med, da det let splitter. Det er meget slidstærkt og tager godt mod farve. Det har samme løbelængde og strikkefasthed som bomuld 8/4.
- Bomuldsgarn 8/4: Den almindeligste type bomuld til at strikke med, hvor første tal angiver, at 1 g måler 8 m, og andet tal, at garnet er tvundet af 4 tråde.
- Vinterbomuld: Kaldes også bomuld 8/8. Tykt bomuldsgarn, hvor første tal angiver, at 1 g måler 8 m, og andet tal, at garnet er tvundet af 8 tråde.
- Egyptisk bomuld: Fineste bomuldskvalitet i verden. Meget velegnet til babytøj, da det er blødt og slidstærkt. Det har overfladeglans. Svarer til bomuld 8/4, tvundet af meget lange fibre.
- Økologisk bomuld: De fleste bomuldskvaliteter fås nu i en økologisk udgave. Økologisk bomuld 8/4 er ikke meget dyrere end almindeligt bomuldsgarn
Bomuldsblandinger
Blandinger med syntetiske fibre styrker garnet og er ofte billigere end ren bomuld. De almindeligste er bomuld med bambus, som giver garnet glans og sugeevne, bomuld med hør, som gør garnet mere slidstærkt og giver stor sugeevne, bomuld med uld, der giver varme til garnet, bomuld med akryl, der giver styrke og bevarer farverne bedre, og bomuld med viskose (rayon), der giver glans og styrke.
Hør
Kølig og absorberende fiber, som er velegnet til sommertøj. Garnet er uelastisk, stærkt og holdbart. Bliver blødere efterhånden.
Hørblandinger
Især bomuld/hør, hør/viskose.
Bambus
De fleste bambusgarner er lavet af rayon (bambuspulp) og er dermed halvsyntetiske. Det er blødt, let og skinnende garn, der skal håndvaskes, da det let går i stykker.
Bambusblandinger
Især bambus/alpaca, bambus/akryl, bambus/bomuld.
Silke
Luksusfiber, der er skinnende og falder godt på kroppen, men det skal behandles forsigtigt. Det splitter let og er meget glat, så det kan miste faconen. Svært at strikke pændt med det i glatstrikning.
Silkeblandinger
Fx alpaca/silke, mohair/silke, silke/polyamid.
Mælkegarn
Fremstillet af 75 % mælk og 25 % kunststof, oftest nylon. Det er utroligt blødt og derfor godt til babytøj. Velegnet til uldallergikere.
Syntetisk garn
De billigste garntyper, da det er syntetiske fibre. Normalt er det akryl, polyester, polyamid eller nylon. De fleste er slidstærke, og de kan altid vaskes i maskine. De er meget farvebestandige og som regel let elastiske. Snavs trænger ikke ind i dem, men bliver på overfladen. Nogle finder det svært at ånde i dem.
Blandinger med syntetisk garn
De almindeligste er bomuld/akryl og akryl/uld. Der er mange opskrifter til den slags garn, og der er mange garntyper, der er blandinger med akryl, polyamid og nylon, fx strømpegarn.
Effektgarn
Herunder hører båndgarn, glittergarn og refleksgarn. På engelsk hedder de novelty yarns. De består oftest af syntetiske fibre, somme tider endda metalfibre. De kan være svære at strikke med og kan ofte ikke vaskes.
Hvilken type garn?
Hvis du har noget garn liggende og er i tvivl, om det er animalsk, plantebaseret eller syntetisk, kan du prøve forsigtigt at brænde en smule af det. Det animalske bliver svedent og lugter af brændt hår. Bomuld og andre plantebaserede garner brænder som en væge. Syntetisk garn smelter.
Spundet garn kan bestå af en enkelt type fiber eller en blanding af flere. Når der er flere typer, er det tvundet. Det er meget almindeligt at kombinere syntetiske fibre (der er stærke og har glans) med naturlige fibre (der er gode til at opsuge væske og føles rare mod huden). Især finder man mange blandinger af bomuld-polyester og uld-akryl.
Garn består som regel af tvundede (snoede) fibre, der kaldes tråde (plies). Man taler om enkelttrådet garn (one-ply eller single-ply), totrådet (two-ply eller double-ply) osv. Strikkegarn fås fra 1-ply til 14-ply.
Garn vælges ud fra, hvilket formål det skal opfylde: varme (uld), blødhed (cashmere, alpaca), kølighed (bomuld, rayon), holdbarhed (fx nylon i strømpegarn).
Farver
Garn kan enten være ufarvet eller farvet. Det farvede kan igen være naturligt farvet eller syntetisk farvet. I de senere år er der opstået mange nye måder at farve garn på ud over det traditionelle ensfarvede:
- Meleret/tweed: med små pletter i andre farver.
- Ombre: flerfarvet garn med mørke og lyse nuancer af samme farve.
- Multicolored: mangefarvet garn.
- Self-striping: farveskiftegarn. Garn med lange rapporter i samme farve.
- Marled: flerfarvet garn, hvor tråde i forskellige farver er snoet sammen.
Garnkategorier
På de fleste banderoler kan du finde de nødvendige oplysninger om garnet. Her står vægt, løbelængde, fiber (hvad garnet består af), trådantal (ply – hvor mange tråde garnet er tvundet af)), farve, indfarvningsnummer, strikkefasthed, anbefalet pindestørrelse og anbefalet vasketemperatur.
Løbelængde betyder det antal meter, der går på 1 kg af garnet. Tallet bruges til at regne ud, hvor meget garn man skal bruge. Vær dog opmærksom på, at det ikke altid løbelængden pr. kg, der er oplyst på banderolen, med af den mængde garn, der er i nøglet.
WPI (wraps per inch) er en betegnelse for omgange pr. tomme, dvs. hvor mange gange du kan vinde garnet om en pind pr. tomme. Dermed angives garnets tykkelse.
Ply er en betegnelse for, hvor mange tråde garnet er tvundet af. På noget garn står der to tal med en skråstreg imellem, fx bomuld 8/4. Tallet til højre fortæller, at garnet er tvundet af 4 tråde. Hvis tallet er 1, er garnet altså ikke tvundet. Tallet til venstre angiver, hvor lang en given mængde garn er. Jo højere tallet er, jo tyndere er garnet. Altså er 16/2 tyndere end 8/2.
Der anvendes engelske betegnelser for garnvægt og garntype, da vi ikke har tilsvarende danske navne. Her er en beskrivelse og sammenligning af de forskellige kategorier:
Skema over garnvægt, garntype, pindestørrelse, strikkefasthed, trådantal, WPI og løbelængde
Garnvægt | 1-2 ply Cobweb Thread Lace | 3 ply Super fine Super fin | 4 ply Fine Fin | 8 ply Light Let | Aran Medium Medium | Chunky Bulky Tungt | Super Bulky Jumbo Super tykt |
Garntype | Hæklegarn Light fingering | Babygarn Strømpegarn Fingering | Babygarn Sport | Let kamgarn DK Light Worsted | Kamgarn, Aran, Afghan, Worsted | Chunky, Craft Tæppegarn | Bulky, Roving Tykkeste garn |
Pindestørrelse (mm) | 1,5-2,25 | 2,25-3,25 | 3,25-3,75 | 3,75-4,5 | 4,5-5,5 | 5,5-8 | 8 og over |
Pindestørrelse (US) | 000-1 | 1-3 | 3-5 | 5-7 | 7-9 | 9-11 | 11 og over |
Pindestørrelse (UK) | 17-13 | 13-10 | 10-9 | 9-7 | 7-5 | 5-0 | 0 og over |
Strikkefasthed pr. 10 cm glatstrikning | 30-40 m | 27-32 m | 23-26 m | 21-24 m | 16-20 m | 12-15 m | 6-11 m |
Ply (antal tråde) | 1-3 | 4 | 5 | 8 | 10 | 12 | 14 |
WPI (antal omg pr. tomme) | 14 | 12 | 11 | 8-9 | 7 | 5-6 | |
Løbelængde (meter) | 600-800 | 450-600 | 300-400 | 200-300 | 120-200 | 100-130 | Under 100 |
Pindestørrelser
Sammenligning af pindestørrelser i Danmark, USA og England
mm | US | UK | mm | US | UK | |
2 | 0 | 14 | 6 | 10 | 4 | |
2,25 | 1 | 13 | 6,5 | 10,5 | 3 | |
2,75 | 2 | 12 | 7 | – | 2 | |
3 | – | 11 | 7,5 | – | 1 | |
3,25 | 3 | 10 | 8 | 11 | 0 | |
3,5 | 4 | – | 9 | 13 | 0 | |
3,75 | 5 | 9 | 10 | 15 | 0 | |
4 | 6 | 8 | 12 | 17 | 0 | |
4,5 | 7 | 7 | 15 | 19 | 0 | |
5 | 8 | 6 | 19 | 35 | – | |
5,5 | 9 | 5 | 25 | 50 | – |
Garnerstatning
Hvis du har problemer med at finde det garn, der anbefales i en opskrift, kan følgende hjælpe dig:
- Søg på det anbefalede garn på Google. Her kan du finde oplysninger om garn, der føres i butikkerne nu, og garn, der er udgået. Opskrifter med effektgarn (båndgarn, metalgarn osv.) er svære at erstatte.
- Se på garnvægten på banderolen.Nogle opskrifter angiver garnvægten som chunky, worsted, sport osv., mens andre bruger de officielle symboler fra the Craft Yarn Council (amerikansk standardiseringsråd) – se øverst i det store skema.
- Se efter strikkefastheden i opskriften (antal masker pr. 10 cm) og sammenlign med standarden.
- Find den anbefalede pindestørrelse.Sammen med garnvægten afgør den, hvor tæt det strikkede bliver. Fx strikkes worsted weight-garn normalt med størrelse 7-9 mm pinde. Størrelse 7 giver et tættere, fastere resultat, og størrelse 9 et mere åbent, løsere resultat. Desuden strikker mennesker forskelligt, så en bestemt pindestørrelse giver ikke altid det samme resultat.
- Sammenlign opskriftens strikkefasthed og pindestørrelse med standarden.Hvis strikkefastheden er 18 m/10 cm på 8 mm pinde, er det let at lave en erstatning. Så skal du bruge worsted weight-garn.
- Se efter garnets løbelængde (antal m pr. 100 g). Hvis du ved, hvor mange meter du skal bruge til et projekt, kan du hurtigt regne ud, hvor mange nøgler du skal have.
- Vælg garn med samme vægt som i opskriften. Hvis opskriften siger 18 m/10 cm på 8 mm pinde, så falder garnet inden for worsted-kategorien.
- Væg den rette størrelse pinde for at opnå strikkefastheden. Find noget worsted weight-garn, du kan lide, og tjek banderolen for at finde oplysninger om strikkefastheden. Der står 18 m/10 cm på 7 mm pinde. Hvilken pindestørrelse skal du så vælge? Svaret er: den størrelse, der giver dig den rigtige strikkefasthed.
- Lav altid en strikkeprøve først og vask den. Især i naturgarner kan man ikke regne med størrelsen, før det er vasket. I tilfældet ovenfor er spørgsmålet, om du skal vælge 7 mm pinde, som banderolen siger, eller 8 mm, som opskriften siger? Prøv 7 mm først og gå op og ned i pindestørrelse, indtil din strikkeprøve passer med opskriften. For at opnå færre masker pr.10 cm, skal du vælge tykkere pinde. For at opnå flere masker pr. 10 cm, skal du vælge tyndere pinde.
Kilder
Teksten er frit bearbejdet (og evt. oversat) ud fra følgende kilder:
- en.wikipedia.org/wiki/Yarn
- www.paapinden.dk/
- www.yarnstandards.com
- www.ravelry.com
- spindelvaeven.dk/info/tips/info-om-garn
Erstatningsgarn:
- www.garnstudio.com/lessons.php?catid=5&cid=3 (Drops-garn)
- yarnsub.com/
- www.craftsy.com/blog/2013/06/how-to-substitute-yarn/
Udregning af garnforbrug: