Plethora 2

Overflod

Tørklæde med mange farver i et netmønster i ret. Det kan strikkes med farveskiftegarn eller forskellige ensfarvede garnrester. Størrelsen kan justeres. Her strikket i fingering weight-yarn på pinde 3½ mm.

Pinde 3,5 mm
Konstruktion 17 m/36 p = 10 x 10 cm.
Garn tykkelse Fingering
Teknikker Hulmønster
Størrelser Bredde: 40 cm. Længde: 240 cm.

Beskrivelse

Farvestrålende tørklæde strikket i et netmønster i garnrester eller farveskiftegarn. Det strikkes helt i ret.

Mål

Bredde: 40 cm.
Længde: 240 cm, efter blokning.

Garn

Garnrester i fingering weight, i alt 185 g, eller farveskiftegarn, mindst 700 m.
Denne opskrift kan nemt tilpasses andre garntyper. Hvis garnet er tykkere, slår du bare et ulige antal masker op og strikker færre gentagelser.

Strikkepinde

Rundpind 3½ mm, 60 cm.

Tilbehør

Stoppenål.
Blokningspinde (valgfri).
Knappenåle.

Strikkefasthed

17 m/36 p = 10 x 10 cm efter blokning.

Forkortelser

1 ud: Strik ret i forreste og bageste lænke af samme maske = 1 m taget ud.

Farveskift

Der er 2 måder at skifte garn på, når du strikker ting med mange farver:

  • Start den nye farve i begyndelsen af en retp.
  • Lav et stort, magisk nøgle. Læg dit garn frem i rækkefølge og begynd at vinde det op. Når du skal skifte farve, bruger du den metode, du bedst kan lide til at knytte enderne sammen. Jeg foreslår en russisk samling (se fx her), da det nedsætter antallet af ender, der skal hæftes, betragteligt.

Sådan gør du

  • Slå 101 m op.
  • P 1 (rets): 1 ud, *slå om, 2 r sm* til der er 2 m tilbage, 2 r sm.
  • P 2: Ret.
  • P 3-6: Gent p 1-2 yderligere 2 gange.
  • P 7: 1 ud, strik ret til der er 2 m tilbage, 2 r sm.
  • P 8: Ret.
  • Gent disse 2 p endnu en gang.
  • Gent alle 10 p i alt 34 gange, derefter p 1-5 endnu en gang.
  • Luk meget løst af på bagsiden. Jeg anbefaler en elastisk aflukning.

Færdiggørelse

  • Hæft alle løse ender.
  • Blok tørklædet i våd tilstand, sæt nåle i kanten eller brug blokningspinde. Læg det til at tørre fladt i de rette mål.

Om designeren

© 2017 Chrissy Crandall, Dictionary Knits. Original titel Plethora. Kun til personlig brug. Hverken opskrift eller færdiglavet produkt må videresælges. Kontakt Chrissy. 

Oversat af Marianne Holmen med tilladelse. Translated with permission.

Velkommen til strikkeglad.dk

Velkommen til vores midlertidige byggeplads! Vi er i fuld gang med en total genopbygning af Strikkeglad.dk. Det gamle tekniske system stod desværre foran et totalt sammenbrud, og for at redde de mange tusinde opskrifter, er vi i gang med at bygge siden helt forfra på et nyt og sikkert fundament. I stedet for at holde siden lukket, har vi valgt at give jer adgang undervejs. Det betyder dog: Søgefunktionen og kategorierne er under udvikling og driller lige nu. Opskrifterne lægges ind løbende (lige nu er knap halvdelen online). Vi ved godt, at alt ikke fungerer perfekt endnu – men vi knokler i kulissen hver evig eneste dag for at få det hele på plads. Tak for din tålmodighed!