Anmeldelse af Strikkebog – Udvalgte strikkeopskrifter fra Rauma Garn. |
Udvalgte strikkeopskrifter fra Rauma Garn.
På dansk ved Louise Lass Grøndahl (Bogoo 2023).
Anmeldt af Katrine Nordestgaard.
De fleste strikkere kender Rauma Garn. Den norske producent, der har eksisteret i næsten 100 år, er først og fremmest kendt for sit slidstærke uldgarn i god kvalitet og et særdeles velassorteret farvekort. Mange associerer mærket med klassisk norsk mønsterstrik, og det er der en god grund til. Stilen er kendt og elsket i hele verden.
Med bogen her slår Rauma for alvor fast, at de er andet og mere end norske uldsweatre. Fabrikken har omkring 50 forhandlere alene i Danmark og et fantastisk udvalg af garn i mange fibersammensætninger, ikke kun uld. Bogen er en form for hybrid mellem en solid strikkebog med over 50 opskrifter og en lookbook. På imponerende vis har de på de 192 sider formået at komme med ikke bare de mange opskrifter, men også en hel del billeder, der viser det strikkede i et mere kunstnerisk lys.
Der bør være noget for alle i denne bog. Øvede som begyndere, mennesker med klassisk og eksperimenterende smag kan vælge mellem alt fra huer og vanter til sommertoppe, bukser og trøjer i Raumas store udvalg af kvalitetsgarn. De eneste, der må bladre mere eller mindre skuffede gennem lækkerierne, er plus size-strikkere. Til trods for, at store dele af strikkeverdenen de seneste år har insisteret på et mere størrelsesinkluderende opskriftunivers, lader det til at netop den tendens ikke er nået tilstrækkeligt frem til Raumas opskriftudviklere.
Som en særlig betænksomhed overfor målgruppen er bogen indbundet på en måde, så den kan ligge fladt. Virkelig godt tænkt, og bestemt velkomment i mit strikkebibliotek.
Forlaget Bogoo, 192 sider, vejl. pris: 349,95 kr, ISBN: 9788794446402