| Søndagens blogindlæg er skrevet af Katrine, der fortæller om sit syn på brug af restegarn |
Af Katrine Nordestgaard
Jeg er i den usædvanligt privilegerede situation, at jeg har arvet Strikkeglads helt egen Mariannes garnsamling. Bare sådan uden videre! Og der var meget!! Nogle mennesker har garnrester, eller ligefrem et lager. Mariannes garn vil jeg betragte som en samling. Det var sirligt sorteret i farver, alt rullet i nøgler og de allerfleste med banderole indeni. Jeg var som et barn juleaften! I flere dage fyldte det, til resten af familiens store irritation, det meste af stuen. Men jeg er nødt til at have den slags i mit synsfelt et par dage, så jeg mentalt kan lagre og kategorisere. Det er nemlig der, designprocessen i virkeligheden går i gang.
Jeg har efterhånden strikket en del i rester. Det er nemlig ikke første gang, jeg får lov at arve (men første gang i de mængder!). Og ellers er jeg typen, der køber et enkelt nøgle garn uden formål, bare fordi farven er pæn. Jeg har således haft en del rester, og jeg elsker legen og det færdige udtryk.
Jeg kan godt li at sætte farver sammen, det har jeg altid kunnet, og jeg får ofte at vide, at jeg sætter overraskende farver sammen. I lang tid arbejdede jeg bare efter gehør, og jeg ender tit i det, jeg senere fandt ud af hedder en “fade”. (De fleste termer, jeg kender, er på engelsk, men det kan vel oversættes med en graduering).
På et tidspunkt faldt jeg over den amerikanske designer Stephen West, der har designet rigtig meget til netop rester. Han har i sine bøger om sjaler nogle vejledninger og principper for forskellige måder at sætte farver sammen på. Det samme har Lærke Bagger i sin bog Strik, der er anmeldt andetsteds her på siden. Stor var min begejstring, da jeg så, at jeg i virkeligheden har gjort meget af det samme som dem, og endnu større, da det gik op for mig, at der er en del at lære endnu. Jeg har nemlig, som alle andre strikkere, en comfort zone, jeg har svært ved at komme ud af: Fades!
Da jeg fik garnet af Marianne, gik jeg som sagt straks i gang med at regne ud, hvad det skulle bruges til, og hvad var mere oplagt end at kaste sig ud i et Lærke Bagger-projekt, nu hvor bogen netop er udkommet?! Hvad vælger jeg? Hendes Ombre T-Shirt, der er… tadaaaa… en FADE! Det er altså bare virkelig svært at slippe ud af sin comfort zone, men på den anden side, så ER det jo netop en comfort zone, fordi man føler sig så utroligt godt tilpas der.
Jeg har i hvert fald hygget mig noget så fantastisk i processen! Og netop processen kan der skrives virkelig meget om, og det vil jeg gøre. Bare på et andet tidspunkt, for lige nu venter et monster af en Othellolagkage på at blive gjort helt færdig, et festbord på at blive dækket og et par drenge på at blive vandkæmmet. Det er nemlig min elskede mands 50 års fødselsdag i dag, og min gave til ham er blandt andet den der 2 kilos kage, så den skal bare sidde lige i skabet, som de siger i Bagedysten! Men næste gang vil jeg skrive om selve processen. Indtil da er jeg spændt på at høre, om du er typen, der elsker rester, eller elsker at give dem videre til typer som mig, der elsker rester.
Ovenfor ses min Ombre T-Shirt, næsten færdig. Næste gang får I et billede af det færdige resultat, men nu har jeg altså en date med en Othellolagkage, der skal passes.