Katrines strikkehistorie

Katrine fortæller her sin egen strikkehistorie. I er velkomne til at gøre det samme og sende dem til os.

Min strikkehistorie

Af Katrine Nordestgaard

Jeg har strikket af flere omgange i mit liv. Jeg kan ikke huske, hvem der lærte mig det, men jeg har lært det ret ung. Måske 5-7 år, mere har jeg ikke været. Jeg har en vag erindring om, at min mor og jeg i fællesskab strikkede et sæt til mig, bestående af en hue og en trøje i noget virkelig fluffy 80’er akryl-krads mohair. Det var en DRØM dengang. Jeg kunne sværge på, at det var en form for patent, men det kan jeg bare ikke få til at passe? Måske var det min mors del af projektet, der var patent? Det virker voldsomt, at et barns første selvstændige stykke strik skulle være patent. På den anden side: så er man i gang!

Herefter husker jeg ikke at have strikket stort meget mere i min barndom. Som jeg husker det, faldt interessen efter den strikkede næsevarmer, jeg forærede min far, og som han nok SAGDE, han blev glad for, men som aldrig kom i brug. Heller ikke, da det blev isvinter.

Da jeg kom på gymnasiet, var der ingen, der strikkede, så det gjorde jeg. Et virkelig langt tørklæde (se billedet) i alle mulige farver bomuldsgarn, jeg fandt i genbrug. Jeg vidste ikke ret meget om strik, og kombinationen af retriller og bomuld gjorde, at det voksede til over dobbelt længde, da det kom i brug. Jeg elskede det tørklæde! Ikke alene var jeg den eneste strikker, jeg var også den eneste, der gik i genbrug. Det tørklæde hang om halsen på mig som en medalje.

Igen fik strik en pause, og først da jeg kom på lærerseminariet tog jeg det op igen. Jeg fik en veninde, der strikkede ud-af-hovedet-sweatre. Det synes jeg lød svært, så jeg gik i en strikkeforretning i håb om kyndig vejledning i køb af opskrift og garn. Og kom hjem med noget sort mohair og en opskrift, hvor vejledningen bestod i ‘saml 48 masker op, jævnt fordelt’. Men maskeantallet gik ikke op i 48, og da jeg spurgte i forretningen, var svaret, at ‘det skal du bare gøre’. Så den kom jeg faktisk ikke i gang med. Til gengæld var jeg 500 kr fattigere og en ærgrelse rigere. Jeg strikkede derefter fem ens ud-af-hovedet-sweatre efter min venindes vejledning og figur og har senere foræret dem til en anden veninde med samme figur.

Altså havde jeg egentlig strikket ganske meget uden at have fulgt andre opskrifter end den, min mor må have oversat for mig ved det sagnomspundne mohairsæt fra 80’erne. På seminariet tog jeg håndarbejde som linjefag og blev så glad for det, at jeg skrev min bachelor i faget. Jeg lærte princippet i en opskrift, jeg fik en grundviden om garn og om beklædningsstykkers konstruktion, og ikke mindst lærte jeg at eksperimentere. Herefter har jeg aldrig været intimideret af en teknik eller en opskrift. 

For 8 år siden blev jeg rigtig syg af stress og er det stadig i dag. Når jeg siger, jeg ikke kunne ret meget, så betyder det, at min mand i lange perioder fx har smurt madpakke til mig og lagt i køleskabet. Min evne til at holde på en tanke er stærkt forringet, og af en eller anden besynderlig årsag blev det nok grunden til, at jeg for alvor gik i gang med at prøve at forstå opskrifter.

Jeg er åbenbart vanvittigt stædig, for jeg nægter at lade mit handicap diktere, hvad jeg kan og ikke kan. Så da det var allersværest for mig at bruge mit hoved til noget fornuftigt, gav jeg mig til at lære at læse strikkeopskrifter, sådan rigtigt. Jeg har gennem årene lært mig en teknik ad gangen (og glemt dem igen, men de må jo ligge derinde et sted), således at jeg nu har været omkring de allerfleste af de kendte teknikker. 

I dag strikker jeg lige gerne efter opskrift og ud af hovedet. Jeg har adskillige strikkebøger om teknik og konstruktion, og jeg følger nærmest aldrig en opskrift uden selv at justere eller tilføje. Jeg sætter mig hele tiden nye mål og har endda udgivet en enkelt opskrift. Jeg er ikke sikker på, jeg kommer til at udgive flere. Projektet var endnu et Pippi Projekt; lavet ud fra overskriften “Det har jeg aldrig prøvet før, så det kan jeg sikkert godt” (selvom Pippi vist aldrig har sagt netop dét, synes jeg, det er et meget godt billede). Opskriften ligger gratis på Ravelry og hedder ‘Chunky Mermaid Sweater og Tee’.

Hvor vejen fører hen herfra, er svært at gætte på, men jeg håber, den bliver i fællesskab med nogle flere, for det er i fællesskabet, de RIGTIG gode ideer opstår for mig. 

Billedet viser tørklædet, der bliver dobbelt så langt, når det bruges. Jeg nænner ikke at smide det ud, men venter på, der kommer en rebel og arver det.

Katrine



Print Friendly, PDF & Email

Skriv en kommentar