Flot halsvarmer med hulmønster og musetakker. Musetakkerne kan erstattes med en ribbort. Den strikkes rundt. Her er den strikket i 100 % merinould på pinde 3½ mm. |
Sværhedsgrad: Mellem | Tidsforbrug: Mellem | Pinde: 3½
Udgård er en halsvarmer med hulmønster, minisnoninger og små knopper.
Der er diagram til mønstret og link til de små knopper (som kan udelades eller erstattes med andre typer bobler).
Der er kant med musetakker, men også anvisninger til en ribkant i stedet.
Udgård er fra min samling af opskrifter om de nordiske guder – tørklæder og halsvarmere opkaldt efter aserne. Udgård er det sted, hvor Udgårdsloke kommer fra.
Mål
Højde: 48 cm.
Omkreds: 66 cm.
Målene er taget efter blokning.
Materialer
Garn
400 m fingering weight-garn. På billederne er brugt Rauma Baby Panda (100 % merinould; 175 m/50 g); farve: 92. Halsvarmeren er designet til ca. 100 g af garnet, men størrelsen kan let justeres (se nedenfor).
• Anbefalet garn (Rito.dk): Infinity Hearts Baby Merino
Strikkepinde
Rundpind 3½ mm, 60 cm lang.
Tilbehør
Maskemarkører.
Strikkefasthed
13 m = 5 cm i glatstrikning, ublokket.
Konstruktion
Halsvarmeren strikkes i et stykke nedefra og op.
Justering af bredden: Slå flere eller færre m op i et antal, der er deleligt med 34.
Justering af højden: Strik flere eller færre gentagelser af omg 9-20.
Hvis du hellere vil have rib end musetakker, kan du strikke Diagram 1A før og efter Diagram 2.
De små bobler på denne halsvarmer er faktisk estiske knopper.
Maskemarkører ml gentagelser på 34 m gør det lettere at tælle undervejs.
Lige omg er blå for at gøre diagrammerne lettere at læse.
Diagrammer
Diagram 1 og tegnforklaring
Diagram 1A
Diagram 2
Sådan gør du
Slå 136 m op. Sørg for at have en garnende på 60 cm. Sæt en markør og strik rundt herfra.
- Strik Diagram 1. Strik omg 1-8 af Diagram 2 = 148 m.
- Strik 9 gentagelser af omg 9-20.
- Strik omg 21-28 = 136 m.
- Strik omg 1-12 af Diagram 1.
- Luk løst af som ret med en ende på 60 cm.
Fold ved hullerne og lav musetakker foroven og forneden. Se fx her eller her.
Færdiggørelse
Hæft alle ender og blok halsvarmeren.
Om designeren
© 2018 Lanja Sámsdóttir. Original titel Outgard. Kun til personlig brug. Hverken opskrift eller færdigstrikket produkt må videresælges. Kontakt Lanja.
Oversat af Marianne Holmen med tilladelse af designeren. Translated with permission.