“Folk skulle bare vide, hvor mange tanker der er lagt i en strikket trøje”

Knud Erik Dissing slapper fuldstændigt af, når han strikker. Bedstefaderen lærte ham at strikke, og Knud Erik gør det stadig som pensionist. Han ønsker sig flere opskrifter for mænd.

”Min bedstefader var uldhandler i Vestjylland 1950’erne, og han lærte mig at strikke. Min mor strikkede også, og det var derfor naturligt for mig at strikke. Jeg slapper bare fuldstændigt af, når jeg strikker. Egentlig har jeg det ikke rigtig godt, hvis jeg ikke har noget i hånden, for eksempel når jeg ser tv,” fortæller Knud Erik Dissing.

”Jeg er vist den eneste af de 10 børnebørn, der fortsatte med at strikke. Det er mest sweatre og trøjer, jeg strikker. Dem er det blevet til mange af gennem årene. Jeg har fire gudbørn, og de har hver fået en trøje, jeg har strikket. Det er ganske utroligt, så mange tanker der er lagt ind i hver af de trøjer,” siger Knud Erik.

Han er uddannet børnehavepædagog og var også aktiv i de dage, hvor hønsestrik var den helt store ting, og hvor det var mere almindeligt, at også mænd strikkede.

På en togrejse for ikke længe siden mødte han et rejseselskab på fire personer, tre mand og en kvinde. Knud Erik blev glad, da han så, at de alle fire strikkede under rejsen. Han indrømmer dog, at det er et lidt usædvanligt syn.

”Jeg får masser af positive kommentarer om, at det er dejligt at se, at også en mand kan strikke. For mig er det bare en helt naturlig ting,” siger Knud Erik.

Han så gerne, at der blev præsenteret endnu flere spændende opskrifter med særlig appel til mænd. Han mener, at mange af opskrifterne for mænd er lidt for traditionelle, og han ønsker, at der udbydes flere spændende og smukke kreationer for mænd.

Print Friendly, PDF & Email

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *