...
Hjem » Strikkeopskrifter » Mr. Darcy

Mr. Darcy

Endelig en flot herresweater! Den er enkel, men med en fin struktur, som ikke er svær at lære. Her er den i ren uld, men man kan selvfølgelig også bruge blandingsgarner. Med en flatterende skorstenskrave. Det bliver en favorit!
Sværhedsgrad: Mellem | Tidsforbrug: Mellem | Pinde: 6

Mr Darcy 1

Af Cheryl Niamath

Denne sweater ser måske indviklet og tidskrævende ud, men den er faktisk lige ud ad landevejen og et meget tilfredsstillende projekt. Prikmønstret er let at lære udenad og giver en interessant virkning, der supplerer sweaterens enkle linjer. Den strikkes på rundpind nedefra og op og deles ved ærmegabene. Herfra strikkes der frem og tilbage til både forstykke og ryg, og det hele sættes sammen igen ved skuldrene.

Dekorative skuldersømme med kastesting giver styrke og stabilitet. Den lette, løse skorstenskrave strikkes på  rundpind, efter skuldersømmene er syet. Maskerne til de lavt tilsatte ærmer samles op og strikkes på rundpind ovenfra og ned. Ærmerne og kroppen afsluttes med en retstrikket kant.

Størrelser

S (M, L, XL, 2XL)
Vist her i str M.

Færdige mål

Overvidde: 96 (104, 115, 126, 136½) cm.
Længde: 63½ (68½, 68½, 73½, 76) cm.

Darcy

Materialer

Garn

Elann Peruvian Highland Chunky (100 % højlandsuld; 70 m/50 g); farve: Mocha Heather; 18 (19, 22, 24, 26) ngl.

Anbefalet garn (Rito.dk): Gepard Garn Sømandsgarn

Strikkepinde

6 mm rundpind, 40 cm lang,
6 mm rundpind, 80 cm lang.
1 sæt 6 mm strømpepinde.
1 ekstra rundpind, 6 mm eller mindre, 60 cm eller længere.

Tilbehør

Stoppenål.
2 maskemarkører i forskellige farver.

Strikkefasthed

15 m/20 p = 10 x 10  cm i prikmønster.

Mønster

Retstrikning (på rundpind):

  • Omg 1: Ret.
  • Omg 2: Vrang.

Gent disse 2 p.

Prikmønster (på rundpind med et lige antal masker):

  • Omg 1: Ret.
  • Omg 2: *1 r, 1 vr* pinden ud.
  • Omg 3: Ret.
  • Omg 4: *1 vr, 1 r* pinden ud.

Gent disse 4 omg.

Prikmønster (strikket frem og tilbage med et ulige antal masker):

  • P 1 og 3 (vrangs): Vrang.
  • P 2 (rets): *1 r, 1 vr* til sidste m, 1 r.
  • P 4 (rets): *1 vr, 1 r* til sidste m, 1 vr.Mr Darcy 2

Gent disse 4 p.

Sådan gør du

Nederste del

Slå 142 (154, 170, 186, 202) m op på den lange rundpind. Sæt markør og strik rundt. Pas på ikke at dreje maskerne.

  • Strik 4 omg glatstrikning.
  • Næste omg (omg 1 af prikmønster): 71 (77, 85, 93, 101) r, sæt markør for at angive ‘sidesøm', 71 (77, 85, 93, 101) r.

Forts i prikmønster, indtil arb måler 40 (43, 43, 46, 48) cm eller den ønskede længde til ærmegabets begyndelse. Slut med omg 1 eller 3 af mønstret.

Forstykke – øverste del

  • Næste omg: Luk af for 1 m, strik i mønster til sidesømsmarkøren. Fjern markøren og sæt de sidste 71 (77, 85, 93, 101) m på en ekstra p eller garnrest til øverste del af ryggen.

Forstykkets øverste del strikkes nu frem og tilbage.

  • Næste p (p 1 eller 3 af prikmønstret) (vrangs): Luk af for 1 m, vr pinden ud = 69 (75, 83, 91, 99) m.

Strik i mønster, indtil arb måler 23 (25, 25, 28, 28) cm fra starten af ærmegabet. Slut med en retp.

  • Næste p (vrangs): Luk af for 17(19, 22, 25, 29) m som vr, 34 (36, 38, 40, 40) vr = 35 (37, 39, 41, 41) m på højre p efter lukning af masker.
  • Luk af for de sidste 17 (19, 22, 25, 29) m som vr.

Bryd garnet med en ende på  ca. 45 cm. Sæt de sidste 35 (37, 39, 41, 41) m på den korte rundp.

Ryg – øverste del

Sæt maskerne til øverste del af ryggen (fra ekstrapind eller garnrest) over på den lange rundp og vend rets mod dig. Strik som for øverste del af forstykket, men tag ikke halsmaskerne af pinden.

Krave

Start ved kanten af ærmegabet og sy skuldersømmene sammen med kastesting med garnenderne.

  • Med den korte rundp strikker du alle m i halsudskæringen foran i mønster.
  • Saml 1 m op øverst på skuldersømmen og strik den.
  • Strik så alle m fra halsudskæringen i ryggen, saml 1 m op på toppen af skuldersømmen og strik den.
  • Strik alle masker i halsudskæringen i mønster, saml 1 m op i toppen af skuldersømmen og strik den. Sæt en markør for at angive omgangsstart = 72 (76, 80, 84, 84) m.
  • Strik i mønster, indtil kraven er 34 cm lang eller ønsket længde. Luk løst af for alle m.

Ærmer

Tip til at overholde mønstret under indtagning: Hvis omg før indtagningsomg var mønstrets omg 2, så vil omg efter indtagningsomg også være omg 2. Hvis omg før indtagningsomg var omg 4, så vil omg efter indtagniingsomg også være omg 4.

Start midt under den ene arm med den korte rundp.

  • Saml 1 m op i aflukningskanten og strik. Saml derefter 66 (72, 72, 82, 82) m op (ca. 3 m på 4 p) rundt om ærmegabet og strik dem. Saml så 1 m op i den sidste, aflukkede m under armen. Sæt en markør for at angive omgangens start = 68 (74, 74, 84, 84) m.
  • Strik omg 1-4 af prikmønstret.
  • Indtagningsomg: 2 r dr sm, ret til de sidste 2 m, 2 r sm.
  • Strik 3 omg i mønster.

Mr Darcy 5Gent disse 4 omg yderligere 4 (6, 6, 8, 8) gange = 58 (60, 60, 66, 66) m.

  • Strik indtagningsomg
  • Strik 5 omg i mønster.

Gent disse 6 omg yderligere 5 (5, 5, 6, 6) gange = 46(48, 48, 52, 52) m.

  • Strik indtagningsomg.
  • Strik 9 omg i mønster.

Strik disse 10 omg yderligere 2 (3, 3, 3, 3) gange og derefter endnu en indtagningsomg = 38 (38, 38, 42, 42) m.

Note: Hvis du afkorter ærmet, skal du kun strikke 7 omg mellem indtagningsomgangene i stedet for 9.

  • Forts i mønster, indtil ærmet måler 47 (50, 53, 56, 56) cm eller 2-3 cm mindre end den ønskede længde.
  • Strik 4 omg retstrikning. Luk løst af for alle masker.

Strik det andet ærme på samme måde.

Færdiggørelse

Hæft alle ender. Blok sweateren let i fugtig tilstand.

Om designeren

© 2009 Cheryl Niamath. Original titel Mr Darcy. Oprindelig trykt i Knitty winter 2009. Kun til personlig brug. Hverken opskrift eller færdigstrikket produkt må videresælges. Kontakt Cheryl.

Oversat af Marianne Holmen med tilladelse af designeren. Translated with permission.

Se Forkortelsesliste | Se Rettelsesliste.

Kommentarer
Har du kommentarer til denne opskrift, kan du bruge formularen nedenfor.
Spørgsmål
Spørgsmål til en opskrift? Spørg Strikkeglads venner på Facebook.
Andre henvendelser
Har du henvendelser, som ikke drejer sig om opskriften, så brug venligst vores kontaktformular.

Print Friendly, PDF & Email

3 kommentarer til “Mr. Darcy”

  1. Take for alle de dejlige opskrifter du oversætter 🙂 jeg har fået 20 nøgler Mor Åse garn foræret. Tror du jeg kan strikke den her sweater i det garn ?

    Svar

Skriv en kommentar